Opstaldning
 
Henvendelse vedr. opstaldning kan ske på mail: kontoret@holte-rideklub.dk eller på telefon 4580 2993.

Klubben har i 2015 fuldført ombygning af alle staldafsnit, så boksene er store, lyse og lever op til kravene i "Lov om hold af heste". Derudover har vi en udendørs stald med 13 bokse samt enkelte ponybokse.
 
På HRK står der ca. 110 heste opstaldet, inklusiv klubbens egne rideskoleheste og ponyer.

Alle heste/ponyer skal være chipmærket og udtaget fra konsum (der underskrives en erklæring i hestepasset for at udtage en hest fra konsum) for at stå opstaldet på Holte Ride-Klub. 


Foruden 2 ridehaller, 2 udendørs dressurbaner, 1 udendørs springbane og en indhegnet "kravlegård" har medlemmerne adgang til et dejligt terræn med masser af ridestier, bl.a til Dyrehaven og Jægersborg Hegn.

Vi har 18 jordfolde med foldordning for de opstaldede heste. Fællesfold (ca 2½ time per dag i hverdagene) indgår i opstaldningsprisen, mens der opkræves tillæg for alene fold. Ved 4 eller flere heste som går sammen, tilbyder vi dobbelt foldtid (ca 5 timer). 

I juli og august er det muligt at tilmelde sig græsfold. Dette er IKKE døgn fold.

Hestene fodres efter individuelle behov, som fastsættes i samarbejde med vores staldmester. Der fodres 8 gange dagligt via foderautomater.

Der gives hø/wrap 3 x dagligt - om morgenen inden foldordning, efter frokost og til lukketid. 

Har du en hest opstaldet på HRK som får akut og uopsætteligt brug for at blive tilset af en dyrlæge, forsøger HRKs personale altid at komme i kontakt med dig eller en anden som du har oplyst der kan tages kontakt til. Hvis ikke det er muligt at få kontakt til dig/kontaktpersonen og personalet har vurderet, at det er uforsvarligt at vente med at tilkalde dyrlæge, så hæfter Holte rideklub ikke for udgifterne hertil. Vi opfordrer alle til at skrive to telefonnumre på skiltet på boksen. På den måde er der bedre muligheder for at få kontakt til dig eller en kontaktperson inden dyrlægen tilkaldes.

   


Nyheder

Instagram

Loading